©
JepJep
Børnene kommer først /2004
Af Malene Mølgaard
Herle og Eas forældre har
indrettet deres arbejdsliv fuldstændigt efter de to børn. Mor er på
deltid, mens far arbejder på skiftehold, for at få så meget tid
sammen med pigerne som muligt
Lene Pakula og Jeppe Jepsen
vidste fra starten, at de skulle have to børn. Ægteparret, der begge
er i starten af 30’erne, indrettede det rosa
murstenshus i Vejle efter det med to børneværelser, da de byggede i
1998, inden Herle på tre et halvt og Ea på et år blev født.
På køleskabet hænger Lenes og
Jeppes arbejdsplaner. Jeppe arbejder på treholdsskift som trykker på Politikens
Tryk A/S i Erritsø ved Fredericia. Lene er klinikassistent hos
Tandlægerne Borgvold i Vejle. Hun er på deltid, og ligesom antallet af
børn, var det også planlagt fra starten. For hun har altid sagt: Når
jeg får børn, så vil jeg gå ned i tid. Jeg vil være sammen med dem,
og de skal prioriteres højst.
”Vi har ikke sat børn i verden, for
at de skal være på institution fra syv til fem”, er Jeppes holdning.
Alligevel har Lene sprunget halvdelen
af sin barselsorlov med deres yngste datter over. Det var et
prioriteringsspørgsmål. Da de fik deres første barn, Herle, havde
Lene ikke noget job. Men under et tandlægebesøg fik hun tilbudt et
vikariat. Og da Ea var et halvt år, blev hun tilbudt fast arbejde på
deltid samme sted. Deltidsstillinger som klinikassistent hænger ikke
ligefrem på træerne, så Lene sagde ja tak. Samtidig flaskede det sig
så heldigt, at da hun startede hos tandlægerne i februar, holdt Jeppe
fri med afspadsering hele måneden.
Morgentræt
Solen tegner lyserøde striber på den
skyfri efterårshimmel. Dagen er på vej til at vågne.
- Det er skønt, når det er højsommer,
og solen står op kvart over tre – halv fire. Til gengæld er det
noget bøvl at sove, siger Jeppe morgenfrisk efter en otte timers
nattevagt på trykkeriet.
Klokken er 6.08. Det er onsdag, og det
er den dag, hvor det rigtig kan mærkes, at mor og far har valgt at
indrette deres arbejdstid efter børnene.
Jeppe er på vej hjem i familiens
flaskegrønne Opel Vectra med pigernes børnestole på bagsædet.
- Jeg er blevet tilbudt dagtur, men
det sagde jeg nej til, for med skiftehold har jeg fridage midt i ugen,
og jeg ville ikke have god tid sammen med mine børn om morgenen, fortæller
Jeppe.
- Pigerne skal helst være i børnehaven
klokken 9.00, hvor børnene får frugt, men nogle gange ringer jeg og
siger, at vi er blevet forsinket, fordi vi har hygget og ikke er færdige
med at lege,
siger han med et skævt grin.
- Jeg er nok ikke så pengefikseret.
Jeg vil hellere have fri end løn for weekendvagter, siger Jeppe, der
med ubekvemme arbejdstider får hensat
alle former for tillæg til afspadsering og derfor holder fri op til tre
gange så meget som andre.
Klokken 6.25 parkerer han bilen i
carporten, tænder lys i huset, mens solen forsøger at tænde himlen
udenfor, og træder ind i soveværelset med et højlydt ’godmorgen’.
Tre et halvt årige Herle vågner og
klynker lidt. Lene og Jeppe har uden held forsøgt at vænne hende fra
at sove i deres seng.
Jeppe fodrer kattene, åbner terrassedøren
for at få frisk luft ind og tænder fjernsynet i soveværelset på
Cartoon Network, så Herle kan vågne. Lene er gået i bad. Imens vækker
Jeppe Ea i børneværelset i den anden ende af huset og skifter hendes
natble.
6.35. Lene kommer nyvasket ud i køkkenet.
Et-årige Ea, der begyndte at gå for tre uger siden, stavrer hen til
sin mor og får et morgenkram. De synes begge to, det er alt for
tidligt. De er vant til at sove længe og have god tid om morgenen, for
fire ud af arbejdsugens fem dage møder Lene mellem klokken 8.30 og
10.00. I dag skal hun møde klokken 7.45.
- Kom så, siger Jeppe og går ind i
soveværelset efter Herle.
- Morgenmaden står på bordet ven,
kalder Lene.
Højtbelagt smørebrød
6.45. Jeppe smører en franskbrødsmad
med pikantost til fruen, mens hun fodrer børnene ved spisebordet. Han
tager selv en skive rugbrød med ost. Madpakkerne smurte Lene i aftes.
Jeppe har smurt dem én gang, men fik på en pæn måde at vide af pædagogerne,
at det behøvede han ikke fortsætte med. Han havde lavet højtbelagt smørebrød,
og det brød Herle sig ikke om.
Ea har haft dårlig mave i weekenden,
så hun får saltopløsning i sutteflasken. I dag har hun også fået
valgmuligheden mellem ymer og babymos, fordi hun har været syg og bare
skal have mad i sig.
Naboen passede Ea mandag, mens Jeppe
sov efter nattevagt, så Lene kunne gå på arbejde. Børnenes sygdom
kan nemlig skabe større problemer for skifteholdsarbejdere, for de kan
ikke tage barnets første sygedag. Det er Jeppe sur over.
- Langt hen ad vejen hænger børnenes
sygdom på Lene, siger han.
Lene laver kaffe mens
hun stille vågner, Jeppe
giver Herle kjole på og binder hendes sko. Ea bliver jaloux og moser
sig ind mellem sin far og søster. Hun er træt, for hun var med Herle
til dans på fasters danseskole i aftes.
Jeppe er danselærer ligesom sin søster,
men det bliver ikke til meget dans for hans vedkommende.
Hans blå racercykel er parkeret i et
hjørne af spisekøkkenet. Den ser ikke ud til at have været ude i grus
og regnvejr for nylig.
- Vi vælger fritidsinteresser fra –
eller det er svært at få overskud til det. Før cyklede jeg meget, men
efter vi har fået Ea, har jeg dårlig samvittighed, hvis Lene skal stå
for meget alene med to børn.
Lene synes, det er svært at melde sig
til noget med Jeppes arbejdstider.
- Jeg kan jo ikke komme hver tredje
gang. Men hvis ønsket var større, end det er, så fandt vi også ud af
det, siger hun.
Til gengæld tager Jeppe al den
efteruddannelse, han kan komme i nærheden af. Han har været i gang med
merkonomuddannelsen, men hoppede fra, fordi det var for hårdt med små
børn.
Underlig stilhed
7.04. Jeppe hjælper med at pakke
pigerne på bagsædet og kysser Lene farvel.
- Sov godt skat, siger Lene, mens hun
sætter sig bag rattet.
- Ja tak. Ringer du og vækker mig, spørger
Jeppe.
Fem minutter efter drejer Lene bilen
ind foran børnehaven Asebo, der ligger tre kilometers kørsel fra
familiens hjem.
- Herle, tag selen af, siger hun og
stiger ud af bilen.
Indenfor er det helt tomt og stille.
Normalt, når de afleverer børnene sidst på morgenen, er børnehaven
fyldt med børn og børneskrål, så stilheden er en lidt underlig
fornemmelse. Pigerne bliver passet i en integreret institution og går på
samme stue. Det er en fordel, for det sparer tid, når de skal afleveres
og hentes, at de ikke skal fragtes to steder hen.
Hvis der ingen trafik er, tager det
kun fem minutter for Lene at køre på arbejde. Klokken er 7.24. Havde
det være bare fem minutter senere, så skulle hun holde i kø hele
vejen ind til Vejle centrum. Derfor kan det betale sig at være i god
tid, og det kan hun bedst lide. Så der lige er tid til at få klædt
om, åbnet klinikken og få en kop te, inden de skal i gang.
Klokken 7.25 parkerer hun bilen i
parkeringskælderen, der tilhører tandklinikken. Udenfor møder hun sin
kollega, og de tager elevatoren op sammen. Indenfor klæder de om til
lyse bukser og røde T-shirts. Bagefter går de rundt i stuerne og gør
stolene og instrumenterne klar.
Selvom Lene har valgt at gå ned i tid
for at være sammen med sine børn, så ville hun aldrig helt undvære
sit arbejde.
- Jeg har det godt med, at jeg skal ud
og ikke går hjemme ved mine børn. Mine børn har også godt af at være
sammen med andre børn og få modspil. Og jeg kunne ikke undvære mine
kolleger, forklarer hun.
- Der er næsten ingen forskel på 32
og 37 timer økonomisk. Det er omkring 1000 kroner. Til gengæld giver
de fem timer mindre om ugen tidligt fri om onsdagen og en time mere
derhjemme om morgenen. Hvis man kommer hjem klokken fem hver dag, og Ea
skal i seng klokken syv, så får man jo næsten ikke sagt goddag til
hende. Det er for lidt tid, når hun er så lille. Den tid, vi har
sammen med børnene, kommer ikke skidt tilbage, mener Lene.
- Jeg tror aldrig, jeg kommer på fuld
tid mere. Jeg vil gerne på arbejde, men jeg kan også godt lide at være
hjemme og tage en strøgtur.
Fri for børn
Klokken er 13.30. Hjemme i huset i Bøgeparken
har Jeppe været oppe i en halv times tid. Tv-serien Dollars kører på
fjernsynet, der altid er tændt, også selvom ingen ser på det.
Han har allerede tjekket mailen og
telefonsvareren, for han kan ikke høre telefonen, når han sover.
- Jeg nyder, når jeg har aftentur, at
jeg kan gå alene fra 9.00 til 13.00. Og den time her, efter jeg er vågnet,
er guld efter en nattevagt, siger han.
Børnehaven har haft ringet, men det
har nok ikke været vigtigt, for de har ikke ringet til Lene på hendes
arbejde. De har den aftale med pædagogerne, at de altid ringer hjem først,
hvis der er noget med en af pigerne, fordi Jeppe ofte er hjemme og så
kan finde en løsning, så Lene ikke behøver at tage barnets første
sygedag.
Klokken har bevæget sig mod 14.30, og
Jeppe kører hen til Asebo i familiens bil nummer to – en godt brugt,
rød Opel Corsa. Hvis de ikke havde børn, ville det ikke være noget
problem for Lene at tage bussen på arbejde. Men Herle var kolikbarn. Og
det gav en frihed, når Jeppe var på aftentur, at de havde en bil hver,
så hun kunne køre hen til nogen, så hun ikke stod alene med et
skrigende barn.
I Asebo får Jeppe at vide, at de
ringede i formiddags, fordi Eas mave ikke var helt i orden.
Jeppe læser på informationstavlen,
at Herle har været i gymnastiksalen ’Spilloppen’, mens Ea har
fodret ænder med de små.
14.45.
- Mor er kommet hjem, udbryder Jeppe,
da han drejer den lille Corsa ind i indkørslen.
Han stiger ud af bilen og siger, mens
pigerne løber hen til deres mor, der står i døren og tager imod:
- Vi fik ikke din madkasse med hjem,
Herle, men det er der jo ikke noget nyt i.
- Har du sovet til middag, spørger
Lene sin store pige.
- Nej, svarer Jeppe.
- Og jeg glemte at kigge, om Ea havde.
Det er altid Lene, der tager til møder
i børnehaven. For når Jeppe kommer hjem fra et møde, så har han
aldrig svar på alle Lenes spørgsmål om, hvad der blev sagt og spurgt
om.
Han tømmer posen med Eas beskidte tøj.
- Nu ved jeg, hvorfor de ringede,
siger han og vrænger ansigt, mens han kommer de tøjet i vaskemaskinen.
Det er Jeppe, der vasker familiens tøj
og tømmer opvaskemaskinen. Rengøring hjælpes de ad med. Lene vil
gerne have badeværelserne ordnet en gang om ugen, men det kan godt
glippe og blive hver 14. dag.
- Det bærer børnene også præg af.
De er bange for støvsugeren, for de er ikke vant til at høre den så
tit. Jeppe støvsuger som regel om formiddagen, når de er i børnehave,
griner Lene.
Delepiger
Lene og Herle sorterer biblioteksbøger,
for nogle skal afleveres, og nogle skal med hjem igen. De to tager tit på
biblioteket om onsdagen, når Jeppe har været i nattevagt, for om
onsdagen har Lene fri allerede klokken 14.00.
- Vi tager på biblioteket alene for
at prøve at dele pigerne. Herle har mere ud af det end Ea og er begyndt
at give udtryk for, at det er dejligt, når Ea ikke er der, forklarer
Lene og kalder:
- Så kører vi på biblioteket.
15.10. Herle er faldet i søvn i sin
barnestol på bagsædet.
- Juhuu! Vi er på biblioteket nu,
kalder Lene, mens hun forsigtigt prøver at ruske søvnen ud af den
lille pige.
Indenfor løber Herle hen til Pipis
Villa Villekulla, som er opstillet i fuldvoksen udgave i børneafdelingen.
Imens leder Lene efter nye bøger.
Herle kravler ind i en stor, skriggul
bus og drejer energisk på rattet. Lene spørger hende, om de skal sætte
sig hen i sofahjørnet og læse lidt. De vælger et par kæmpestore bøger
med masser af billeder. Lene peger på et billede af en kanon.
- Hvor er det nu, der også var en
kanon, spørger hun.
- På Pipis fars skib, udbryder Herle.
I sommerferien var familien i
Ebeltoft, og Herle var overbevist om, at Fregatten Jylland var Pipis
fars skib. Lene og Jeppe har valgt at dele sommerferien op i to omgange,
blandt andet fordi pigerne har svært ved at undvære børnehaven i tre
uger. Ferien foregår på børnenes præmisser. Til gengæld tager Lene
og Jeppe til København en weekend om året og ser Cirkus Revy uden børn.
Bedre end
arbejde
- Er du ved at være klar til, at vi går
hen og låner bøgerne. Så kører vi ud til far på legepladsen, spørger
Lene.
Klokken 15.58 kører de gennem skoven
hen til Skyttehushaven, som er et grønt område med legepladser ned til
fjorden. De møder Jeppe og Ea på græsplænen med en køletaske, som
Herle løber hen og løfter op.
- Skal jeg ikke tage den, spørger
Lene.
- Jo, den er satme tung, stønner
Herle, der får at vide af sin far, at sådan et sprog, vil han ikke høre.
Herle slipper tasken og løber i
forvejen hen mod en stor, rund voliere med papegøjer, undulater og
parakitter i skrigende farver. Ea går hele vejen selv.
- Det er det, der er godt ved sådan
en tur her – de går kolde om aftenen, smiler Lene.
Jeppe og Herle har travlt med at komme
rundt om det store fuglebur, for på den anden side er der en legeplads
med en gul rutschebane ned ad skrænten. Herle løber op ad bakken med
sin far i hælene og suser frygtløst af sted igen og igen.
De går rundt langs fjordbredden og
peger på ænderne ude på vandet, mens Herle er optaget af at finde den
næste legeplads. Jeppe udfordrer Herle op ad skrænten.
- Hvem kommer først, råber han.
De sætter sig alle fire på toppen af
bakken og griner og puster, mens de kigger ud over vandet. Ea drikker en
juice, mens Herle mosler med sin far, der tager fat i hende og ruller
grinende og hvinende hele vejen ned ad skrænten med hende i armene.
- Det her er da bedre end arbejde,
sukker Lene.
Familien tager i Skyttehushaven hver
tredje-fjerde uge. Sidste år, før Ea blev født, gik turen ofte til Skærup
Minizoo.
- Når Jeppe havde nattevagt natten
til en lørdag, så kørte Herle og jeg op til bageren og købte to pølsehorn
og kørte derud et par timer. Det er godt til en i hendes alder, for der
er mange klappedyr, siger Lene og spørger sin familie:
- Er vi klar til at gå hjem og lave
aftensmad?
Ulvetime
Familien plejer at spise ved
17.30-18.00 tiden, men klokken er 17.07, da de kører hjem gennem
skoven.
- Nå, så gik hun ud, siger Lene bag
rattet i den grønne Opel med et kig i bakspejlet på Herle, der er
faldet i søvn på bagsædet.
Hjemme i carporten bliver Lene og
Jeppe enige om at lade hende sove en halv time i bilen, mens de laver
mad. Lene roder i køleskabet.
- Hvis du laver salat, så laver jeg
det andet, siger Jeppe.
På køleskabslågen hænger der en månedsplan
for, hvad familien på fire skal have til aftensmad. Ifølge madplanen
skal de have lasagne i dag. De køber kød hos slagteren, der pakker det
i 20 dagsportioner efter deres madplan, og det rækker til en måned. Så
slipper de for alle impulskøbene, måltiderne ligger klar i fryseren,
og det koster ikke mere end 600-800 kroner om måneden.
Ea sidder fornøjet på køkkengulvet
og roder i kattefoderet.
17.45. Lene giver Ea en tør ble på,
mens Jeppe lægger kødsovs i lag i bradepanden.
Fem minutter efter bliver Herle hentet
ind i køkkenet. Hun er ikke rigtig vågen og giver sig til at hyle højlydt
på gulvet.
- Jeg vil ikke ha maaad, hulker hun.
Jeppe løfter hende op og krammer sin
store pige, der bare græder mere hidsigt.
Heldigvis bliver klokken 18.00, og da
han tænder for Fjernsyn for dig, holder hun op med at græde. Inde på
badeværelset har Lene lavet et varmt bad klar til hende, men for at
undgå en ny krise, får den trætte tre-årige pige lov at falde i
staver foran fjernsynet, mens mor bader Ea, og far dækker bord.
Mens de spiser, rejser Ea sig flere
gange i sin høje stol ved bordet. Hun gider ikke sidde ned. Herle
skifter flere gange mening om, hvorvidt agurkerne fra salaten skal ligge
på hendes eller fars tallerken.
19.05 bliver Ea lagt i seng, mens
Jeppe bader Herle.
En halv time efter sover Ea, og Herle
er blevet lokket op af vandet. Nu sidder hun i nattøj sammen med sin
mor i sofaen og læser en af de nye biblioteksbøger.
Hun skal også snart i seng, for
selvom børnene betyder alt, så understreger Jeppe, at der også skal være
plads til voksentid:
- Noget vi prioriterer meget højt er
de to timer om aftenen uden unger, hvor man kan lægge sig på sofaen og
være voksen og lave ingenting.
www.webhosting.dk
|